Efter at have været en uges tid i Middelfart, hvor jeg har besøgt en veninde, er jeg igen begyndt at tænke på om humaniora er noget for mig. (Hun læser nemlig kemi og matematik).

Titlen på bloggen antyder jo, at jeg har en vis interesse for kemi. Og jeg var da også længe i tvivl om hvorvidt jeg skulle begynde at læse retorik eller kemi. Jeg valgte som bekendt retorik, og gisp hvor er der en kæmpe forskel. Ja, det undrer naturligvis ikke meget. Slet ikke. Men forskellen er bare indimellem så enormt stor, at jeg tvivler på, at jeg kan blive ved med at tænke som en naturvidenskabsmand hvis jeg samtidig vil forstå retorikken!

Jeg har et par citater som illuterer hvad jeg mener:

På et tidspunkt vil I opleve, at virkeligheden overhovedet ikke passer til teorien. Og så skal I vælge teorien, for virkeligheden er behæftet med fejl

– Min matematiklærers indledende ord den første dag i gymnasiet.

…

Nå, jeg kan altså ikke lige huske det andet citat. Det var min underviser, som ligeledes lagde stilen ved første dag på uni, at minde os om, at mennesket er udgangspunktet for alt. (Og selvom jeg ikke kan huske ordlyden, kan I sikkert snildt forestille jer hvad en garvet humanist mener om dén sag!)

Er der mon overhovedet håb for at jeg kan færdiggøre en kandidatgrad i det mest ærkehumanistiske studie, uden at miste evnen til at forstå verden omkring mig som matematiske funktioner og kemiske forbindelser?!?