Som det kan ses på min bogliste, har jeg for nylig læst Pontoppidans Lykke-Per. Og den har fået fire stjerner. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt den skulle helt op på fem, men jeg besluttede at trække lidt fra på grund af en enkelt ting:

 

Da jeg nåede side femhundrede, og Per for tredje gang skiftede mellem at bekende sig til sin kristne arv, og at drømme om et liv som verdensbetvinger, var jeg ved at køre lidt sur i det. Faktisk var der en passage på omkring hundrede sider, hvor det eneste der drev mig videre, var forventningen om at det blev bedre. Det blev det heldigvis også.

 

  – men på trods af flere andre:

 

For det første er der sproget. Det er på sine steder så fantastisk nøgternt, mens det andre gange svulmer af vældige vendinger og sødmefulde sprogblomster. Flere passager kan jeg læse igen og igen og, uden at blive træt af det. (Denne fremgangsmåde kan dog ikke anbefales hvis man planlægger at blive færdig inden for en bare nogenlunde tidshorisont..)

For det næste formåede Pontoppidan at påvirke mig så kraftigt med sit mammutværk, at jeg i flere dage efter endt læsning gik rundt og irriterede mig over Pers endelige valg* af levemåde. Jeg er simpelthen grundlæggende ude af stand til at forstå de mekanismer (bevidste såvel som ubevidste), der leder Per til at smide så meget væk for at leve et liv, der på meget få punkter lever op til min forestilling om et godt liv.

 

I bund og grund er det den klassiske diskussion om, hvorvidt arv eller miljø er determinerende for menneskets udvikling. Men i Lykke-Per bliver arven og miljøet i en vis forstand to sider af samme sag, hvilket sådan set bare gør problemstillingen endnu vanskeligere – og tillige endnu mere interessant at diskutere!

 

Jeg vil anbefale værket til enhver, der har femten timer til rådighed inden for de næste par uger, og som er på jagt efter en læseoplevelse lidt udover det sædvanlige. (Og hvis du beslutter at følge opfordringen,  så hold godt øje med s. 44. Den kan vise sig at blive interessant, selvom man ikke umiddelbart tillægger den megen betydning.)

 

*Her kan vi godt diskutere længe – og lad os endelig det – om Pontoppidan giver Per muligheden for at træffe valget bevidst, eller om han lader det være op til et højere forsyn. Jeg ved godt hvad jeg synes..