Forskellige steder i blogverdenen (fx i kommentarsporet her) og i den virkelige verden, har man kunnet opleve mig som beundrer af Peter Høeg. Og nu hvor jeg har læst ‘Den stille pige’, er jeg absolut ikke mere tilbøjelig til at tilslutte mig koret af mishagsytringer.
Jeg synes han skriver godt, og jeg er vild med den måde hvorpå han opløser sine historiers tidslige rammer.
I ‘Den stille pige’ er det hovedpersonen Kasper Krone, som har en supersensitiv hørelse – sådan går historien i hvert fald. Men på smuk, subtil vis antyder Høeg alligevel flere steder, at den ekstreme sensitivitet måske mere er Kaspers psykologiske filter mod virkeligheden. Og mere specifikt mod tiden, som på mange måder optager ham inderligt.
Jeg vil binge en lille passage, som på flere måder rummer det, jeg synes Høeg gør så godt.
Det kvindelige har ikke en bestemt lyd. Ikke en bestemt toneart. Ikke en bestemt farve. Det kvindelige er en proces. Det øjeblik, hvor en dominant septimakkord klinger ud i den subdominante durtoneart, i det øjeblik hører man det kvindelige.
(…)
Hendes nærvær trak farver frem, han ikke før havde set. Det rundede hjørner, det fremkaldte overflader, der ikke havde været der tidligere. Det ændrede bøgernes indhold. Nodernes. Bach ville have lydt anderledes uden kvinder. Sandsynligvis ville han overhovedet ikke have lydt. Og alt hvad hun havde gjort, var at være til stede.
Og nej, Annie. Jeg har ikke læst ‘Kvinden og aben’ endnu, men det skyldes mest, at jeg ikke har den. Og nu må jeg lige igennem et par andre bøger først, så jeg kan opleve den på dens egne præmisser, når jeg når så langt.
