Jeg var til møde i min nye partiforening i dag. Ja, jeg er nemlig blevet medlem af SFs lokalafdeling i Herlev, og alle vi nye medlemmer var budt hjem til formanden til glögg, æbleskiver, kaffe, æblekage, te, og kanelsnegle. Og det var lige som man forestiller sig. Samtlige mandlige tilstedeværende havde fuldskæg og briller, mens otte ud af ni kvindelige medlemmer arbejder enten som pædagoger, handicaphjælpere eller forstandere for kvinde-krisecentre.

 Nå, det skulle egentlig ikke handle så meget om mødet. Det skal handle om cykelturen hjem derfra..

Jeg slog følgeskab med en af pædagogerne, og hun brød tavsheden vedat spørge til mit studie. Jeg gav hende et standardsvar, noget i stil med:

Det handler overordnet set om kommunikation. Om at formidle et budskab til et givet publikum, på en måde så det bliver forstået. Men det er meget bredt.

Og med den meget løse (og vage) skitsering af retorikstudiet, krydsede jeg både fingre og tæer for, at hun ikke skulle spørge mere. Men dét var lige hvad hun gjorde. Med en stemme, der lød som om hun havde gennemskuet det hele, sagde hun:

Så det er mest form, og ikke så meget indhold?

Puha.. Dét var grunden til, at hun ikke skulle have spurgt mere. Hvor meget jeg end gerne ville undgå en længere udredning af hvad retorikkens væsen, var det umuligt. Min faglige stolthed tvang mig ud i en længere forklaring af hvorledes retorikken netop er et af de få fag, der rent faktisk vil give en normativ, etisk vurdering af sit materiale. På meget få minutter fik jeg talt både om Aristoteles og Burke. Hun blev til gengæld meget tavs..

Jeg gjorde næppe det bedste første indtryk ved på den måde at overdynge hende med retoriske mærkesager. Det er uheldigt. Men så kunne hun vel også bare lade være med at sige dumme ting??