For tiden hører man så meget om, at vi er et velfærdssamfund. Nu med velfærdsministerium und alles. Men jeg synes det er langt mere interessant, at vi også er et selvtægtssamfund. Sådan ser det i hvert fald ud, når jeg stikker næsen ud under dynen.

Jeg vil begrunde min antagelse med to eksempler fra virkeligheden – det ene dog lidt mere virkeligt end det andet:

  1. Urmager-sagen. En urmager bliver gentagne gange røvet, og ved flere lejligheder trues han med vold. Han belsutter at købe en pistol. Da han næste gang forsøges røvet, får han fat i sin pistol og affyrer nogle skud over den ene skulder – i blinde altså. Det lykkes ham retn faktisk at ramme røverne, og de må opgive forehavendet. Urmageren sigtes efterfølgende for bl. a. ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg.
    I dagene efter skyderiet breder der sig en stemning, der går på, at urmageren er offeret i sagen, og derfor ikke skal behandles som gerningsmand – man har jo lov at forsvare sig.
  2. Nanna Birk Larsen-sagen (også kendt som Forbrydelsen). Efter i ugevis at have været fanget i en sump af dyb sorg, fortvivlelse og usikkerhed, finder Nannas far – Theis – ud af, at det er hans gode ven Vagn, der har myrdet Nanna. Vagn tager Theis med i midt i en skov, hvor han giver Theis et gevær. Vagn regner så med, at Theis vil skyde ham og det hele kan få en ende. Sådan ender det også.
    Dagen efter kan man på forsiden af flere formiddagsblade læse, at Bjarne Henriksen (skuespilleren, der spiller Theis) har udtalt, at han ville have gjort det samme i virkeligheden.

Jeg synes det er et par ubehagelige sager. Først og fremmest fordi død og ødelæggelse ikke er blandt det jeg skatter højest, men også fordi retsstaten ER blandt netop dét! Det billede, der tegner sig, er, at jo mere fyldt af klæbrig patos en sag bliver, des højere går folkestemningens selvtægsforherligende bølger. Det kan være naturligt nok, men mest af alt finder jeg det altså uhyggeligt.

Hvor går grænsen for, hvor stor en forbrydelse man kan straffe på egen hånd? Hvor hård må den pågældende straf være? Skal man have lov at forsvare sig selv? – For enhver pris? Betyder det en liberalisering af våbenloven? Og hvad gør vi i så fald den dag en urhandler kommer til at ramme en mor og hendes lille barn, der tilfældigvis går forbi hans forretning mens han er ved at forsvare sig mod et røveri?

Der er mange spørgsmål, men svaret må være klart: Lad ordensmagten forsvare og domstolene dømme. Mens de gør det, kan alle vi andre også meget nemmere skubbe bekymringerne fra os og i stedet overgive os til livets glæder..