Kirks debutroman fylder 80 år i år. Det samme gør lingvist og filosof Noam Chomsky, og Che guevara ville såmænd også have været med i selskabet – så er der styr på historien.
Fiskerne er en trist bog. Den er trist fordi den er svær at fastholde koncentrationen til. Den er trist fordi den fremstiller nogle af de mest sørgelige mennesker, jeg har mødt. Men lad os nu begynde fra begyndelsen..
Nogle vesterhavsfiskere rykker teltpælene op og søger ind i landet, hvor de slår sig ned ved fjordbredden. De håber på bedre fangst, bedre vejr og lettere arbejde. Og det får de. De undgår naturligvis ikke – når tiderne alligevel bliver lidt trange – at romantisere tiden i den salte havluft og timerne på den brodne sø, og det skal de da have lov til.
Men sammen med fiskerne kommer en sort kristendom. Den manifesterer sig i den – efter eget udsagn – enfoldige Anton Knopper. Og i Jens Røns hustru Tea, der som et Guds barn nok skal se til at revse utugt og letleven hos andre, men som altid får kringlet den strenge teologi så hendes fromme rygte ikke for alvor kompromitteres.
Jeg nærmer mig en tilstand af fortvivlelse når jeg ser hvordan den Indre missionske kristendom, med Bibelen i hånden, fastholder unge mennesker i pladser hos urimelige gårdejere og afskyelige marskandisere. Og det hjælper desværre ikke at Kirk søger at trøste mig, idet han lader Teas datter Tabita bryde ud af den menneskefjendtlige selvopfattelse. Nej. De eneste muligheder hun har udsigt til – foruden det blå sejl ude på fjorden – er enten udstødelse fra familien eller et ulykkeligt liv med tvivlen - og Lykke Per - som eneste ledsagere.
Fiskerne er ikke en bog, der mildner mit syn på streng religiøsitet. Selv med min studiefælles sarkastiske kommentar: “Når du har læst Fiskerne har du – ligesom alle andre – selvfølgelig en god indsigt i Indre Mission anno 2008, og dermed et godt grundlag for at kritisere den.” i frisk erindring, har jeg svært ved at bevare optimismen.
Så derfor: Læs fiskerne hvis du har for megen tid, hvis du er ramt af overdreven tillid til menneskesindet og hvis du mangler noget, der kan frustrere dig. Hvis du er ligesom mig, skal du lade være. Og hvis det endelig skla handle om den strenge kristendoms indflydelse på sindet, anbefaler jeg førnævnte Lykke Per (Den tager ganske vist noget længere tid, men i det mindste er den værd at vente på).
januar 30, 2008 at 9:17 am
Jeg synes faktisk at Kirks roman er ret fin. Jovist er der en vis antipati, men der er også sympati overfor sådan en som Thomas (er det ikke det, han hedder?) Jeg ihukommer også en vis forståelse for fiskernes kamp for at holde sig i live.
Nu er det et godt stykke tid siden, jeg har læst den, og man skal bestemt holde Kirks marxistiske udgangspunkt for øje, men bogen tegner nok et ok fint billede af hvordan sekterisme (her i ækel pietistisk form) kan male mennesker op i ufrugtbare hjørner.
januar 30, 2008 at 10:08 am
Jeg står stadig ved min kommentar… Er enig med Frovin om at Kirk beskriver sekterisk pietisme (ved du hvad pietisme er?) ganske malende og virkelighedsnært.
Men du har ikke en kinamands chance for at vide om den “strenge kristendom” du revser, overhovedet findes her 80 år efter…
Så jeg synes faktisk det er et problem, at du skriver din anmeldelse i nutid, og dermed trækker et direkte link mellem de i Fiskerne beksrevne karakterer og “den Indre missionske kristendom, med Bibelen i hånden” anno 2008 – for det har du ikke belæg for
Men hey – en bog behøver ikke få en til at have det godt, for at være god! Den sidste jeg læste (der kommer en kommentar senere idag) gav mig en elendig og deprimeret følelse indeni, og jeg erkendte at mennesker grundlæggende er nogle egoistiske skiderikker. Men det er jo også en erkendelse. Og læseoplevelsen var fed!
januar 30, 2008 at 10:33 am
… Men bortset fra det, en lækkerlæselig anmeldelse, hvor uenig i konklusionerne jeg end må være
januar 30, 2008 at 6:08 pm
Der kan da ikke herske tvivl om, at dele af Kirks marxisitisk inspirerede religionskritik kan være ganske brugbar, også i dag. Der findes helt sikkert miljøer med en så indavlet og forkvaklet etik at troen fuldstændig tilsidesættes fremfor særlige fromhedsudtryk. Hvor det at tro ikke er en relation til Gud, men en relation til et fællesskab, der sætter nogle fæle, sure rammer for livsudfoldelsen.
Der er heller ingen tvivl om, at der i de bedste af miljøer er en snert af “Fisker”-hykleriet og farisæismen. Lovtrældommen, for at tale teologisk. Dømmesygen, som også den gode bog advarer imod.
Men at Kirk binder alt dette op på én bevægelse alene er både klamt og uvidende. Hvad der er endnu mere klamt er, at dén bevægelse i stor udstrækning har taget kritikken til sig og til stadig definerer sig negativt ud fra Kirks negationer.
januar 31, 2008 at 2:23 am
Frovin: Ja, der er bestemt en vis sympati for Thomas Jensen (fisker-kollektivets leder). og Kirk søger ikke at skjule, at den strenge tros årsag skal findes i den hårde kamp for at opretholde livet.
Men jeg bryder mig ikke om, at religionen bliver et redskab til efterrationalisering – hvis der ikke er fisk i nettene er det nok Guds straf fordi de sloges med fiskerne fra den anden bred eller fordi Tabita blev gravid uden for ægteskabet. Og den største synd for dem er ‘at gå i rette med Herren’. Det bevirker reelt, at de ikke har mulghed for at ændre tilværelsen – de må acceptere tingenes tilstand med bøjet hoved. Det finder jeg overordentlig trist.
Og når troen så endvidere bruges til at knægte andre, knækker filmen for mit vedkommende.
Schjelde: Jeg har ganske rigtigt ikke en kinamands chance for at vide om den “strenge kristendom” eksisterer i dag. Men det giver jeg da heller ikke udtryk for??
Mit ærinde er jo netop ikke (som jeg søgte at forklare med at referere din kommentar) at lægge mig ud med Indre Mision af i dag. Nææh, det er Kirks fremstilling af et sådant samfund, jeg “revser”. Altså det I kalder sekterisk pietisme (og ja, det ved jeg godt hvad betyder, tak
).
Bottom line må nok være, at jeg synes religion gør mere skade end gavn når den udfolder sig mellem mennesker i stedet for mellem menneske og Gud.
(Og ja, en god bog kan godt være ubehagelig at læse. Prolemet er bare, at Fiskerne ikke tilbyder nogen storslået læseoplevelse hvad angår sprog eller story line.)
januar 31, 2008 at 9:34 am
“Bottom line må nok være, at jeg synes religion gør mere skade end gavn når den udfolder sig mellem mennesker i stedet for mellem menneske og Gud.”
Jeg tror nok jeg ved hvad du mener, men jo, troen skal jo rodfæstes i den enkeltes forhold til Gud, men intet menneske er en ø, og derfor skal troen leves ud i fællesskabet med andre. Altså, det står der i hvert fald i den gode bog.
Jeg tror man skal passe på med at tage “Fiskerne” som et sandhedsvidne om Vestjylland, Indre Mission eller fiskeriindustrien i almindelighed, men som sagt mener jeg ikke bogens kritik er (helt) uden værdi.
Og Schjelde, tror du ikke den der strenge kristendom findes eller har eksisteret? Jeg mener, man kan vel godt være tro mod sin tro og sin baggrund uden at forsvare en kristendomsforståelse, som er hat og briller.
januar 31, 2008 at 10:52 am
Frovin: Jo, og den gør det sikkert stadig. Men jeg håber og tror at den snarere er undtagelsen end reglen, og i hvert fald ikke et ideal man skal stræbe efter. derfor gør det mig frustreret, når den får lov at fylde for meget.
Lind: Jeg overreader dig sikkert – beklager. Jeg har nok bare et betændt og overfølsomt forhold til den bog.
Den trigger et eller andet i mig, som får mig til at føle mig sat i bås og trængt op i et hjørne, hvorfra jeg skal stå til regnskab for nogle (fiktive) fiskere der levede for hundrede år sidens gøren og laden. Don’t like, totalt irrationelt!
Så alt hvad du siger og skriver om den, vil jeg grundet tidligere ubehagelige oplevelser med den, tage personligt… Så tag det ikke personligt – jeg er bare overfølsom
Skynd dig at læse en ny bog, vi kan tale om i stedet!
januar 31, 2008 at 10:54 am
… Bare ikke Da Vinci-mysteriet, den gør det samme – bare med fråde om munden oveni
januar 31, 2008 at 4:17 pm
Frovin: Ja, lige netop. Troen skal rodfæstes i forholdet til gud og leves ud blandt andre mennesker. Men jeg mener, at menigheden, kirken, whatever er en social konstruktion, som har til formål at give den enkelte større mod (eller sådan noget) til at ovetgive sig til den personlige tro. troen skal ikke tilpasses fællesskabet.
Schjelde: Du er velkommen til at overreade, så længe jeg må påpege når du ikk ehar belæg for det.
Men lad mig pointere: Mit ærinde er ikke at fælde dom over denne eller hin kristendomsopfattelse anno 2008. Mit ærinde er i stedet at kritisere de fiktive fiskeres måde hvorpå de lever med troen. (Og hvad jeg derudover tages til indtægt er fuldstændigt ude af mine hænder – helt på samme måde som det er ude af Kirks hænder hvad vi får ud af bogen knap et århundrede efter han skrev den.)
Og jeg er skam i gang med en ny bog, men den indbyder nok heller ikke til frugtbar diskussion. Det er Svend Åges ‘At fortælle menneskene’, og hvad angår ham har vi vist også allerede malet os op i hvert sit hjørne. men jeg kan sige, at hvis personbeskrivelser og mellemmenneskelige relationer er noget du ynder at læse om, skla du kaste dig over den alligevel. Der optræder i hvert fald intet mindre end 126 personer i den, og der er sågar et kort på en meter bagerst, som kortlægger deres indbyrdes forhold. Det bliver en fest..
januar 31, 2008 at 7:32 pm
Har I tænkt på, at en af SVEND ÅGE MADSENs største romaner hedder SEVEN AGES of MADNESS – !?
Nå, men Lind: Jeg tror at menighed, kirke osv. til dels er en social konstruktion, men kun til dels. Vel er der steder hvor socialkonstruktivismen tager overhånd (f.eks. i Kirks Wæstjylland), men menigheden har lige den der overbygning med æ helligånd, som gør at det er mere end et bundt mennesker, der er enige om dette og hint. En menighed skal ikke være en klub eller forening eller parti; det skal være et fællesskab mellem kristne. Der findes en distinktion, som alle de der kristne steder skal holde sig for øje, men som gør – IMO – at menigheder, kirker er mere end blotte sociale konstruktioner.
februar 1, 2008 at 12:47 am
Lind: Og alle de personer er garanteret inde i det sammen hovede…. eller?
februar 1, 2008 at 2:02 am
Frovin: Jeg kender ikke meget til helligånden må jeg indrømme. Måske er det derfor, jeg ikke helt kan se forskellen på en menighed og enhver anden forening. Når man mødes i partiforeningen er man en gruppe mennesker, der deler (nogenlunde) samme politikse holdninger. Når man mødes i en spejderforening er man en gruppe voksne, der ønskerat bibringe børn og unge en social ballast til deres videre liv. Og når man mødes i kirken er man en gruppe mennesker, der deler den (nogenlunde) samme kristne tro.
Pudsigt med romanen i øvrigt. Det er aldrig faldet mig ind at oversætte titlen til engelsk.
Shjelde: Nej, det er de vist nok ikke. Trods alt. Men de er ikke helt almindelige alle sammen – det medgiver jeg..
februar 1, 2008 at 8:07 am
@ Lind:
Helligånden er en tricky størrelse indeed. Men netop det element, han bringer til et fællesskab af kristne, gør det fællesskab til noget andet og mere end andre menneskelige sammenrend. Det som (bør) binde sammen i en menighed er ikke at man er i samme lønramme, at man er enige om etik og moral, at man er fuldstændig teologisk enige og lige langt i trosspørgsmål, men at man har til fælles et ønske om fællesskab med den Gud, hvis hjælp man har brug for – og ikke mindst: At han så er der, med sin helligånd.
Kort sagt, eh.
februar 15, 2008 at 6:21 pm
kommer der ikke snart noget sjovt i stedet for alt det der kedelige bras.??
februar 24, 2008 at 10:15 pm
SWEET MOTHER OF CHRIST!!!! jeg har helt seriøst aldrig læst mere åndsvag bog!!! — helt ærligt – Kirk skriver “A” når han mener “jeg”!!! Jeg bliver dårlig!! Come on!!! Credete, gaudete, natus est!!!
Edit: Jeg vil tillade kommentaren for denne gangs skyld, men for eftertiden vil jeg helst, at der er en lille smule mere begrundelse for de voldsomme ord.
april 2, 2008 at 4:41 pm
Meget fin anmeldelse!
Tak fordi i delte jeres holdninger! Jeg har brugt nogle af synspunkterne i min gymnasieopgave.
Go!, Hans Kirk!<3