Arrgh


Kirks debutroman fylder 80 år i år. Det samme gør lingvist og filosof Noam Chomsky, og Che guevara ville såmænd også have været med i selskabet – så er der styr på historien.

Fiskerne er en trist bog. Den er trist fordi den er svær at fastholde koncentrationen til. Den er trist fordi den fremstiller nogle af de mest sørgelige mennesker, jeg har mødt. Men lad os nu begynde fra begyndelsen..

Nogle vesterhavsfiskere rykker teltpælene op og søger ind i landet, hvor de slår sig ned ved fjordbredden. De håber på bedre fangst, bedre vejr og lettere arbejde. Og det får de. De undgår naturligvis ikke – når tiderne alligevel bliver lidt trange – at romantisere tiden i den salte havluft og timerne på den brodne sø, og det skal de da have lov til.

Men sammen med fiskerne kommer en sort kristendom. Den manifesterer sig i den – efter eget udsagn – enfoldige Anton Knopper. Og i Jens Røns hustru Tea, der som et Guds barn nok skal se til at revse utugt og letleven hos andre, men som altid får kringlet den strenge teologi så hendes fromme rygte ikke for alvor kompromitteres.

Jeg nærmer mig en tilstand af fortvivlelse når jeg ser hvordan den Indre missionske kristendom, med Bibelen i hånden, fastholder unge mennesker i pladser hos urimelige gårdejere og afskyelige marskandisere. Og det hjælper desværre ikke at Kirk søger at trøste mig, idet han lader Teas datter Tabita bryde ud af den menneskefjendtlige selvopfattelse. Nej. De eneste muligheder hun har udsigt til – foruden det blå sejl ude på fjorden – er enten udstødelse fra familien eller et ulykkeligt liv med tvivlen - og Lykke Per - som eneste ledsagere.

Fiskerne er ikke en bog, der mildner mit syn på streng religiøsitet. Selv med min studiefælles sarkastiske kommentar: “Når du har læst Fiskerne har du – ligesom alle andre – selvfølgelig en god indsigt i Indre Mission anno 2008, og dermed et godt grundlag for at kritisere den.” i frisk erindring, har jeg svært ved at bevare optimismen.

Så derfor: Læs fiskerne hvis du har for megen tid, hvis du er ramt af overdreven tillid til menneskesindet og hvis du mangler noget, der kan frustrere dig. Hvis du er ligesom mig, skal du lade være. Og hvis det endelig skla handle om den strenge kristendoms indflydelse på sindet, anbefaler jeg førnævnte Lykke Per (Den tager ganske vist noget længere tid, men i det mindste er den værd at vente på).

Det er ikke kun espressomaskinefabrikanter, der kan lave skrækkelige oversættelser - WordPress vil også være med.

Een ting er den fuldstændigt fraværende konsekvens i oversættelserne. Jeg kan nok leve med, at man kan vælge mellem statistik for ‘Days’, ‘Uger’ eller ‘Måneder’, og jeg overlever endda også nok, at oversætteren m/k/maskine ikke har styr på antallet af f’er i ‘traf(f)ik’ og reglerne for substantivers endelser i pluralis.

 MEN jeg har det meget svært med, at ‘Search Engine Terms’ er blevet til ‘Søgemaskine-vilkår’. Nogle vil måske indvende, at det da er meget sjovt. Og det er det måske også. Men det er bare så ærgerligt, at letforståeligt engelsk skal erstattes af ekstremt dårligt dansk. Hvis den gode teknikerstab på WordPress ikke har tænkt sig at gøre det ordentligt, burde de hellere lade være. Evt. kunne de ansætte en af os arbejdsløse humanister som oversættere..

Og hvad siger I forresten – var det ikke meget nemmere at finde rundt inden dashboardet blev til instrumentbrættet? 

For tiden hører man så meget om, at vi er et velfærdssamfund. Nu med velfærdsministerium und alles. Men jeg synes det er langt mere interessant, at vi også er et selvtægtssamfund. Sådan ser det i hvert fald ud, når jeg stikker næsen ud under dynen.

Jeg vil begrunde min antagelse med to eksempler fra virkeligheden – det ene dog lidt mere virkeligt end det andet:

  1. Urmager-sagen. En urmager bliver gentagne gange røvet, og ved flere lejligheder trues han med vold. Han belsutter at købe en pistol. Da han næste gang forsøges røvet, får han fat i sin pistol og affyrer nogle skud over den ene skulder – i blinde altså. Det lykkes ham retn faktisk at ramme røverne, og de må opgive forehavendet. Urmageren sigtes efterfølgende for bl. a. ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg.
    I dagene efter skyderiet breder der sig en stemning, der går på, at urmageren er offeret i sagen, og derfor ikke skal behandles som gerningsmand – man har jo lov at forsvare sig.
  2. Nanna Birk Larsen-sagen (også kendt som Forbrydelsen). Efter i ugevis at have været fanget i en sump af dyb sorg, fortvivlelse og usikkerhed, finder Nannas far – Theis – ud af, at det er hans gode ven Vagn, der har myrdet Nanna. Vagn tager Theis med i midt i en skov, hvor han giver Theis et gevær. Vagn regner så med, at Theis vil skyde ham og det hele kan få en ende. Sådan ender det også.
    Dagen efter kan man på forsiden af flere formiddagsblade læse, at Bjarne Henriksen (skuespilleren, der spiller Theis) har udtalt, at han ville have gjort det samme i virkeligheden.

Jeg synes det er et par ubehagelige sager. Først og fremmest fordi død og ødelæggelse ikke er blandt det jeg skatter højest, men også fordi retsstaten ER blandt netop dét! Det billede, der tegner sig, er, at jo mere fyldt af klæbrig patos en sag bliver, des højere går folkestemningens selvtægsforherligende bølger. Det kan være naturligt nok, men mest af alt finder jeg det altså uhyggeligt.

Hvor går grænsen for, hvor stor en forbrydelse man kan straffe på egen hånd? Hvor hård må den pågældende straf være? Skal man have lov at forsvare sig selv? – For enhver pris? Betyder det en liberalisering af våbenloven? Og hvad gør vi i så fald den dag en urhandler kommer til at ramme en mor og hendes lille barn, der tilfældigvis går forbi hans forretning mens han er ved at forsvare sig mod et røveri?

Der er mange spørgsmål, men svaret må være klart: Lad ordensmagten forsvare og domstolene dømme. Mens de gør det, kan alle vi andre også meget nemmere skubbe bekymringerne fra os og i stedet overgive os til livets glæder..

Jeg var til møde i min nye partiforening i dag. Ja, jeg er nemlig blevet medlem af SFs lokalafdeling i Herlev, og alle vi nye medlemmer var budt hjem til formanden til glögg, æbleskiver, kaffe, æblekage, te, og kanelsnegle. Og det var lige som man forestiller sig. Samtlige mandlige tilstedeværende havde fuldskæg og briller, mens otte ud af ni kvindelige medlemmer arbejder enten som pædagoger, handicaphjælpere eller forstandere for kvinde-krisecentre.

 Nå, det skulle egentlig ikke handle så meget om mødet. Det skal handle om cykelturen hjem derfra..

Jeg slog følgeskab med en af pædagogerne, og hun brød tavsheden vedat spørge til mit studie. Jeg gav hende et standardsvar, noget i stil med:

Det handler overordnet set om kommunikation. Om at formidle et budskab til et givet publikum, på en måde så det bliver forstået. Men det er meget bredt.

Og med den meget løse (og vage) skitsering af retorikstudiet, krydsede jeg både fingre og tæer for, at hun ikke skulle spørge mere. Men dét var lige hvad hun gjorde. Med en stemme, der lød som om hun havde gennemskuet det hele, sagde hun:

Så det er mest form, og ikke så meget indhold?

Puha.. Dét var grunden til, at hun ikke skulle have spurgt mere. Hvor meget jeg end gerne ville undgå en længere udredning af hvad retorikkens væsen, var det umuligt. Min faglige stolthed tvang mig ud i en længere forklaring af hvorledes retorikken netop er et af de få fag, der rent faktisk vil give en normativ, etisk vurdering af sit materiale. På meget få minutter fik jeg talt både om Aristoteles og Burke. Hun blev til gengæld meget tavs..

Jeg gjorde næppe det bedste første indtryk ved på den måde at overdynge hende med retoriske mærkesager. Det er uheldigt. Men så kunne hun vel også bare lade være med at sige dumme ting??

Jaah, det bliver de spændende. Mon Fogh har nerver til at basere en ny omgang blokpolitik på et enkelt hvalfanger-mandat? Eller vil han hellere forsøge at få Pia og Naser til at enes. Efter Pias udtalelser her til aften, ville jeg nok satse på den første mulighed..

Det giver da stof til eftertanke, at det sikreste borgerlige flertal skal skabes med en færing. Mon ikke vi snart skal til stemmeurnerne igen!?!

ADVARSEL: Her uddeles verbale lussinger til karikerede befolkningsgrupper!

Hvad sker der når man kommer ind i et supermarked? Jo, der sker selvfølgelig rigtig mange ting. Og de fleste er så almindelige, at de ikke er værd at tale om. Man husker dem knap nok..

Men der sker også en lang række andre ting. Ting som får mine tæer til at krummes hårdt i skoene, mine hænder til at knuge hårdere om kurven og mine tænder til at frembringe skurrende lyde.

Det sker fx når..

  • ..et ældre ægtepar spærrer lågen til mælkekøleren, mens de brokker sig over, at mælken er to dage gammel. Det kan tage dem flere minutter at få skældt den stakkels mælkedreng hæder og ære fra, fordi de da “ikke kan nå at drikke en liter mælk inden den bliver for gammel!” HØR HER GAMLE NISSER: Hvis I ikke kan drikke en liter mælk på seks dage, skulle I måske drikke vand i stedet. Og bliv samtidig ude af supermarkedet på tidspunkter hvor vi, der faktisk stadig kan bidrage til samfundet, skal købe ind!
  • ..når øl-lugtende, tykke mænd i Kansas-jakker højlydt beklager sig over, at køen er for lang. Efter lang tid med pinligt brokkeri, ender de altid med at stille kurven fra sig i protest. Så kan færdigretterne tø, mælken blive sur og Ekstra Bladet krølles. HØR HER BROVTENDE FJOLSER: Hvis I ikke kan lide at vente, så skal I ikke komme i byens eneste åbne dagligvareforretning en time før lukketid søndag eftermiddag.  Så slap af. Og stil jeres varer på plads, eller betal for dem. Frustrationerne kan I ordne med konen derhjemme i stedet for at belemre os andre med dem!
  • ..når en stor flok tolvårige knægte vil bruge deres sparepenge på chips og sodavand. Det lykkes dem nemlig altid at spærre hver eneste passage mellem hylderne. Samtidig fylder de hele forretningen med frustrerede råb, idet de åbenbart bliver nødt til at skillinge sammen for at have råd til de to halve liter cola og den lille pose Bugles, men ikke kan lægge fire tal sammen. HØR HER SMÅ GANGSTERE: Hvis I ikke kan samle mere end 17,75 når I alle har hostet op, skulle I måske ikke bruge dem på chips. Og hvis I endelig skal, kan I nøjes med at være to om at hente det. På den måde er der plads til at vi andre også kan komme hjem inden det bliver mørkt!

Stem på Lind – for kortere indkøbstid, orden langs hylderne og gladere butiksasistenter!