Hans Kirk: Fiskerne

Kirks debutroman fylder 80 år i år. Det samme gør lingvist og filosof Noam Chomsky, og Che guevara ville såmænd også have været med i selskabet – så er der styr på historien.

Fiskerne er en trist bog. Den er trist fordi den er svær at fastholde koncentrationen til. Den er trist fordi den fremstiller nogle af de mest sørgelige mennesker, jeg har mødt. Men lad os nu begynde fra begyndelsen..

Nogle vesterhavsfiskere rykker teltpælene op og søger ind i landet, hvor de slår sig ned ved fjordbredden. De håber på bedre fangst, bedre vejr og lettere arbejde. Og det får de. De undgår naturligvis ikke – når tiderne alligevel bliver lidt trange – at romantisere tiden i den salte havluft og timerne på den brodne sø, og det skal de da have lov til.

Men sammen med fiskerne kommer en sort kristendom. Den manifesterer sig i den – efter eget udsagn – enfoldige Anton Knopper. Og i Jens Røns hustru Tea, der som et Guds barn nok skal se til at revse utugt og letleven hos andre, men som altid får kringlet den strenge teologi så hendes fromme rygte ikke for alvor kompromitteres.

Jeg nærmer mig en tilstand af fortvivlelse når jeg ser hvordan den Indre missionske kristendom, med Bibelen i hånden, fastholder unge mennesker i pladser hos urimelige gårdejere og afskyelige marskandisere. Og det hjælper desværre ikke at Kirk søger at trøste mig, idet han lader Teas datter Tabita bryde ud af den menneskefjendtlige selvopfattelse. Nej. De eneste muligheder hun har udsigt til – foruden det blå sejl ude på fjorden – er enten udstødelse fra familien eller et ulykkeligt liv med tvivlen - og Lykke Per - som eneste ledsagere.

Fiskerne er ikke en bog, der mildner mit syn på streng religiøsitet. Selv med min studiefælles sarkastiske kommentar: “Når du har læst Fiskerne har du – ligesom alle andre – selvfølgelig en god indsigt i Indre Mission anno 2008, og dermed et godt grundlag for at kritisere den.” i frisk erindring, har jeg svært ved at bevare optimismen.

Så derfor: Læs fiskerne hvis du har for megen tid, hvis du er ramt af overdreven tillid til menneskesindet og hvis du mangler noget, der kan frustrere dig. Hvis du er ligesom mig, skal du lade være. Og hvis det endelig skla handle om den strenge kristendoms indflydelse på sindet, anbefaler jeg førnævnte Lykke Per (Den tager ganske vist noget længere tid, men i det mindste er den værd at vente på).

 

På den store klinge: Tour de France 1996

Lasse Ellegaard og Henrik Jul Hansen har bedrevet et mesterværk. Ja altså, det er jo efterhånden nogle år siden, som titlen på indlægget – og også deres bog – afslører. De har samlet artikler fra hhv. Dagblaget Information og Det fri aktuelt, som de skrev i løbet af de tre uger i sommeren 1996 hvor Bjarne Riis kørte sig til sejr i verdens hårdeste cykelløb – og hvor man ikke alene sejrede, men sejrede samtidig med at han formåede at udvise løbet behørig respekt ved sin måde at køre det på.

Allerede her tænker du sikkert, min kære læser, at der ikke er megen respektfuldhed i doping og løgn. Og du tænker måske videre, at Bjarne Riis ikke engang er sportsmand, og at cykelsporten ikke længere har noget at byde på. Jeg er dybt uenig, men det vil jeg ikke bruge så megen tid på. Jeg vil i stedet udfolde min beundring af cykelsporten – med Ellegaard og Jul Hansen som min inspiration.

Deres artikelsamling fra 1996 er nemlig skrevet i en tid hvor man ikke tænkte meget på doping (hvilket især viser sig i den afsluttende artikel, som er et interview med Riis’ læge). I en tid hvor sporten beundredes for sin evne til at trække rytterne derud hvor deres lidelse bliver til ømhed, og hvor store hudafskrabninger og frådende munde bliver til øm æstetik. Og det er netop dét, de to skribenter formår at indfange i deres daglige artikler. I de artikler, som er skrevet med blod, sved, tårer - med penne, der bæver af ærefrygt. Penne, der endnu ikke er dyppet i dopingens bitre blækhus.

De skriver om de forskellige holds indbyrdes kamp om magten til at kontrollere løbet, om de enkelte rytteres kampe om magten til at kontrollere holdet, og mest af alt om løbets kamp for at knække alle der udfordrer det. De skriver om taktiske fadæser og psykologiske finesser. De skriver om hvordan hele verden forsøger at blive del af løbet. Og om hvordan denne kamp er umulig, idet løbet er en verden for sig selv.

Jeg kan ikke andet end anbefale bogen. Hvis du deler min nydelse af cykelløbets storslåede anatomi, vil den være et kærkomment blik tilbage til dengang hvor cykling handlede om cykling. Og hvis din begejstring er erstattet af skepsis og skuffelse, kan den måske i enkelte glimt vidne om, at cykling er meget andet – og meget mere – end misbrug og løgn.

 

Underlig oplevelse

Jeg er lige kommet hjem efter en meget underlig aften på Café Retro. Grunden til at jeg tog derind tidligere var, at jeg – ad omveje – var blevet en af aftenens attraktioner. Jeg skulle bidrage til oplæser/fortæller-aftenen med en oplæsning. Og da jeg er sådan en, som trives fint i rampelys og blitz, så jeg frem til en aften med gode oplæsere, og mit eget moment med bogen i hånden foran en fyldt café.

Sådan gik det ikke. Da jeg ankom sammen med Schjelde, var der forsvindende få gæster. Og der blev færre og færre. Men som tiden for arrangementets begyndelse nærmede sig, blev der lidt liv. Desværre var årsagen, at bandet (som skulle have været aflyst) ankom med instrumenter, forstærkere og det hele.

Desværre – men heldigt for orkestret – fik de lov at spille, og oplæseraftenen flyttede op i et lille lokale på førstesalen. Så der sad vi: tre oplæsere, to bartendere og en Schjelde. En hyggelig lille flok. Og der var hjemmebagte småkager og dæmpet belysning.

Den første oplæser er elev på forfatterskolen og hun læste sine egne tekster. Man kunne høre, at hun havde en klar plan med det, og meget af det var faktisk også rigtig godt skrevet. Hun læste det smukt. Den næste er ansat på cafeen, og var vist bare sprunget til pga. et afbud. Han læste et børnedigt fra Johannes Møllehaves hånd, og han var fantastisk hyggelig at lytte til. Til sidst kom jeg med oplæsningen af Villy Sørensens ‘Soldatens Juleaften’ fra Ufarlige historier. Om jeg gjorde det godt skal jeg ikke bedømme.

Jeg begræder den spildte mulighed for et stort publikum – og samtidig glædes jeg over den utroligt spøjse og intime oplevelse det blev i stedet.

 

Search Engine Terms #2

Pludselig i dag er det væltet ind med en hel række hits fra søgemaskinerne. Jeg nævner i flæng:

• hvad sker der med for gammelt mad
• “den stille pige”
• det forsømte forår-hans scherfig
• lind by

Hvis det bliver ved på denne her måde, ender det jo med, at jeg skal til at lave en google greatest (det er jo blevet så populært!)

 

Search Engine Terms

Så er turen kommet til mig. Jeg vil give en lille smagsprøve på de nogle af de søgeord, som har bragt uventede besøgende til bloggen:

• Boller i karry
• Svend Åge Madsen
• “lykke per”
• 2,4-dinitrophenylhydrazin strukturformel
• post hoc

Og så le grand finale:

• Tykke mænd der boller

Jeg planlæger at opdatere alle jer 2,4-læsere med nyheder på denne front når der kommer nye spændende søgeord til..

 

Den stille pige

Forskellige steder i blogverdenen (fx i kommentarsporet her) og i den virkelige verden, har man kunnet opleve mig som beundrer af Peter Høeg. Og nu hvor jeg har læst ‘Den stille pige’, er jeg absolut ikke mere tilbøjelig til at tilslutte mig koret af mishagsytringer.

Jeg synes han skriver godt, og jeg er vild med den måde hvorpå han opløser sine historiers tidslige rammer.

I ‘Den stille pige’ er det hovedpersonen Kasper Krone, som har en supersensitiv hørelse – sådan går historien i hvert fald. Men på smuk, subtil vis antyder Høeg alligevel flere steder, at den ekstreme sensitivitet måske mere er Kaspers psykologiske filter mod virkeligheden. Og mere specifikt mod tiden, som på mange måder optager ham inderligt.

Jeg vil binge en lille passage, som på flere måder rummer det, jeg synes Høeg gør så godt.

Det kvindelige har ikke en bestemt lyd. Ikke en bestemt toneart. Ikke en bestemt farve. Det kvindelige er en proces. Det øjeblik, hvor en dominant septimakkord klinger ud i den subdominante durtoneart, i det øjeblik hører man det kvindelige.
(…)
Hendes nærvær trak farver frem, han ikke før havde set. Det rundede hjørner, det fremkaldte overflader, der ikke havde været der tidligere. Det ændrede bøgernes indhold. Nodernes. Bach ville have lydt anderledes uden kvinder. Sandsynligvis ville han overhovedet ikke have lydt. Og alt hvad hun havde gjort, var at være til stede.

Og nej, Annie. Jeg har ikke læst ‘Kvinden og aben’ endnu, men det skyldes mest, at jeg ikke har den. Og nu må jeg lige igennem et par andre bøger først, så jeg kan opleve den på dens egne præmisser, når jeg når så langt.

 

Erlend Loe

Jeg har opdaget, at den norske forfatter Erlend Loe er populær i blogland (se bare her og her). Og da jeg ikke vil stå tilbage for nogen, kommer her nogle tanker, som jeg har gjort mig efter at have læst Doppler og Naiv.Super. – begge fra Loes hånd.

Selvom der er otte år mellem Naiv.Super. og Doppler, behandler de samme temaer. Det handler om ikke at føle sig hjemme i verden, og jeg er vild med den lethed hvormed Loe formår er tage sig af et så stort emne. Og jeg er mindst ligeså vild med den humor han lægger i sine hovedpersoner i deres naive forsøg på at affinde sig med magtesløsheden!

Men som min bogliste antyder, er jeg ikke lige vild med dem begge. I Doppler virker det som om, Loe har forsøgt at være morsom på en mere bevidst måde end i Naiv. Super., and it shows.

Læs dem begge, og læs om muligt endnu mere. Og fortæl mig så at jeg tager helt fejl. Eller at jeg har gennemskuet det hele, eller at det måske ikke er så enkelt! Men kom nu bare i gang..

 

Lykke-Per

Som det kan ses på min bogliste, har jeg for nylig læst Pontoppidans Lykke-Per. Og den har fået fire stjerner. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt den skulle helt op på fem, men jeg besluttede at trække lidt fra på grund af en enkelt ting:

 

Da jeg nåede side femhundrede, og Per for tredje gang skiftede mellem at bekende sig til sin kristne arv, og at drømme om et liv som verdensbetvinger, var jeg ved at køre lidt sur i det. Faktisk var der en passage på omkring hundrede sider, hvor det eneste der drev mig videre, var forventningen om at det blev bedre. Det blev det heldigvis også.

 

  – men på trods af flere andre:

 

For det første er der sproget. Det er på sine steder så fantastisk nøgternt, mens det andre gange svulmer af vældige vendinger og sødmefulde sprogblomster. Flere passager kan jeg læse igen og igen og, uden at blive træt af det. (Denne fremgangsmåde kan dog ikke anbefales hvis man planlægger at blive færdig inden for en bare nogenlunde tidshorisont..)

For det næste formåede Pontoppidan at påvirke mig så kraftigt med sit mammutværk, at jeg i flere dage efter endt læsning gik rundt og irriterede mig over Pers endelige valg* af levemåde. Jeg er simpelthen grundlæggende ude af stand til at forstå de mekanismer (bevidste såvel som ubevidste), der leder Per til at smide så meget væk for at leve et liv, der på meget få punkter lever op til min forestilling om et godt liv.

 

I bund og grund er det den klassiske diskussion om, hvorvidt arv eller miljø er determinerende for menneskets udvikling. Men i Lykke-Per bliver arven og miljøet i en vis forstand to sider af samme sag, hvilket sådan set bare gør problemstillingen endnu vanskeligere – og tillige endnu mere interessant at diskutere!

 

Jeg vil anbefale værket til enhver, der har femten timer til rådighed inden for de næste par uger, og som er på jagt efter en læseoplevelse lidt udover det sædvanlige. (Og hvis du beslutter at følge opfordringen,  så hold godt øje med s. 44. Den kan vise sig at blive interessant, selvom man ikke umiddelbart tillægger den megen betydning.)

 

*Her kan vi godt diskutere længe – og lad os endelig det – om Pontoppidan giver Per muligheden for at træffe valget bevidst, eller om han lader det være op til et højere forsyn. Jeg ved godt hvad jeg synes..