Nattevagten

Klokken er blevet omkring tre. Det er lørdag nat. Og faktisk aner du ikke hvad klokken er, for du sover. Kender du det? Pludselig ringer telefonen, og du er med ét smerteligt bevidst om hvad klokken er. Du stirrer et øjeblik vantro på displayet, men en er god nok – både den skingre ringetone og det voldsomt blinkende lys er ikke til at tage fejl af. Nogen mener åbenbart, at de skal tale med dig. NU!

Hvis du er bare lidt ligesom mig, afgør din nysgerrighed, at du må høre hvad vedkommende vil. Du tager telefonen, og med et søvndrukkent “Det’ mig” indleder du samtalen..

Jeg kender det. Jeg har en veninde, der – når hun får et par sjusser til halsen – bliver meget påståelig, og derfor altid ender i de underligste diskussioner og væddemål. Og på et eller andet tidspunkt må der inddrages en autoritet for at afgøre hvem der har ret. Det er ALTID mig! Her er et udpluk af de mest underlige spørgsmål, jeg er blevet vækket med de sidste par måneder:

• Hvor spiller Stig Tøfting?
• Hvor ligger TV2s hovedbygning?
• Hvordan foregår det når man arver sine forældres gener? 

Nu er mit spørgsmål så: Ville du overhovedet tage telefonen hvis den ringede midt om natten? Og ville du i så fald blive sur når du fandt ud af, at du var blevet vækket uden grund? Eller ville du reagere som mig, og blive glad? Glad for, at du får testet din viden om meiose og geografi. Glad for, at du endnu en gang kan hjælpe din ven til at vinde et væddemål. Glad for, at du på den måde kan cementere din position som autoritativt opslagsværk. I det store billede opvejer al den glæde jo langt de ti minutters mistede nattesøvn!

 

Er det ikke smukt?

Her er en msn-samtale jeg netop har haft:

‘Lind’ siger:
ae ae, puste.. Hvem har bidt dig?

‘-Trine- aaaav min finger’ siger:
fryseren..

‘Lind’ siger:
Dumme fryser.

Er det ikke smukt?

 

Weekend i Norge

Der er sådan set ikke tale om en hel weekend i Norge, men snarere om en weekend på Oslobåden. Det var en blandet fornøjelse.. Allerede ved inkvarteringen i kahytten blev min betænkelighed vakt. Den var utroligt lille, sengene for korte og der var intet, der minder om udluftning hverken fra badeværelset (eller måske rettere: badeskabet) eller fra selve soverummet. Så jeg måtte – sammen med min kammerat – lave et par regler:

1: Hvis vi begge er i kahytten samtidig, SKAL den ene ligge i sin køje, hvis den anden bevæger sig rundt. Under ingen omstændigheder kan begge stå på gulvet samtidig, da det vil medføre en kropskontakt, der langt overstiger det passende.

2: Der er strengt forbudt, på noget tidspunkt at bevæge sig så hurtigt, at man risikerer at få svedige fødder. Dette vil nemlig medføre overhængende risiko for forpæstning af luften i kahytten.

Med disse regler var grunden lagt for en hyggelig tur, og jeg så frem til at komme ombord i buffeten. Det skulle dog snart vise sig, at jeg ikke havde behøvet glæde mig meget – langt hellere skulle jeg have medbragt en ordentlig madpakke. Buffeten bestod nemlig hovedsageligt af diverse fiskeretter, som tillige med at være både slimede og ulækre, spredte en tung, vammel dunst i hele restauranten. Føj. Men jeg kunne måske endda have levet med fiskestank, hvis jeg så bare havde kunnet få noget andet god mad. Det eneste de kunne tilbyde var desværre tre forskelige slags kartofler, der mest af alt kendetegnedes ved at være halvrå og blottede for salt.. I tilgift tilbød de flinke tjenere en times ventetid på ordentligt, blodigt oksekød!

Med manglen på de to vigtigste ting i mit liv – god søvn og velsmagende mad – var stilen ligesom lagt.

Heldigvis skete der ting og sager i Oslo, der fik mit humør tilbage hvor det burde være, sådan en solbeskinnet efterårsdag ved vandet. Midt på Carl Johan-gate udspillede sig to forskellige forkyndelsesscenarier, der begge virkede meget pudsige:

1: Uden for Burger King står en mand med en megafon, og et skilt. Og han er godt i gang med at fordømme alle, som af en eller anden grund ikke kommer med ham i Himlen. Han får på kort tid lagt sig ud med så forskelige grupper som homoseksuelle, anarkister, pædofile og idioter. Men det mest mærkelige er nu, at der stod tæt på hundrede tilhørere og lyttede til ham. Dét ville man ikke have oplevet på Strøget i Kbh.

2: Lidt længere nede ad gaden var Pinsebevægelsen i gang med at værge deltagere til weekendens aktiviteter. Først talte en tysk prædikant (og den norkse oversætter) i lidt tid, hvorefter fem unge kvinder med kors-prydede t-shirts fremførte en yndefuld (kristen?) dans til en skrækkelig (kristen?) popsang. Jeg fangede ikke meget af prædikenen, men hatten af for, at forkyndelse kan foregå gennem vrikkende hofter. Mere af det, tak!

Og hvis nogen så vil give mig en kort gennemgang af pinsebevægelsens teologi, vil jeg være glad..