Nytårstale 2007

Jeg vil begynde med at sige tak. Først og fremmest tak for at jeg – som de sidste mange år – kan være her på denne årets sidste aften. Men også tak for året 2007. Året der hastigt nærmer sig enden. 

Det har jo været et år med mange overraskende og skelsættende begivenheder. Inden for såvel som uden for landets grænser.

Jeg husker en grå vintermorgen i februar måned. Det var min første arbejdsdag i etaten – som rødfrakket postbud. — Aldrig har jeg set så meget sne på ét sted.

Og endnu tydeligere husker jeg en sommerdag i juli. Jeg var på vej til Tisvildeleje for at se friluftsteater. — Aldrig har jeg set så meget regn på så kort tid.

Men selvom det ikke var nogen udbredt fornøjelse at kæmpe mig gennem halve meter sne med den gule cykel i februar. Og selvom det var endnu værre at cykle gennem et skybrud i juli, tjente begge dele alligevel til noget godt.

De tjente til, at jeg fik øjnene op for de voldsomme forandringer vi står over for med vores klima. Og det var på høje tid, tør jeg nok sige, at mine øjne åbnedes.

Det er et af mine højeste ønsker for det nye år, at endnu flere vil forstå – og anerkende – truslen fra klimaforandringerne, så at vi endnu kan nå at forhindre polerne i at smelte, Australien i at fortæres af skovbrænde, Afrika i at sulte bort..  — og selvfølgelig også at forhindre Herlevs kolonihavehuse i at drukne.

Desværre for udsigterne til et sundere klima – og for mange andre ting også – har vi haft et valg. Et folketingsvalg, der desværre endte med en ny regeringsperiode for Dansk Folkeparti og deres to støttepartier. Bevares, de arbejder godt nok for både Bali-aftaler og klimakonferencer, men alligevel vil de hellere fyre med kul end sætte gang i vindmøllernes vinger. – Man fristes til at tænke, at det er mere form end indhold, mere overfalde end substans!

Men som jeg nævnte, er det ikke kun klimaet, der må lide under den borgerlige regering. På bedste liberale vis er deres terrorpakker og deslige godt i gang med at indskrænke den personlige frihed.

Langsomt trækkes magten bort fra folket. Den ender på embedsmændenes skriveborde – eller værre endnu, frygter jeg, i deres arkivskabe!

Dér har du, Steen, svaret på den demokratiske udvikling under den nyligt genvalgte regering.

Men selvom vort lands politiske udvikling har meget ladt tilbage at ønske, vil jeg minde om, at vi først og fremmest må finde smilene frem. Og på den måde gøre verden til et dejligere sted – for vor egen og alle andres skyld.

Med den formaning vil jeg slutte samme sted som jeg begyndte. Med at takke for en hyggelig aften og for året der nu er til ende. Og samtidig vil jeg også ønske jer alle alt godt i det år, der venter lige om hjørnet.

GODT NYTÅR!

 

Underlig oplevelse

Jeg er lige kommet hjem efter en meget underlig aften på Café Retro. Grunden til at jeg tog derind tidligere var, at jeg – ad omveje – var blevet en af aftenens attraktioner. Jeg skulle bidrage til oplæser/fortæller-aftenen med en oplæsning. Og da jeg er sådan en, som trives fint i rampelys og blitz, så jeg frem til en aften med gode oplæsere, og mit eget moment med bogen i hånden foran en fyldt café.

Sådan gik det ikke. Da jeg ankom sammen med Schjelde, var der forsvindende få gæster. Og der blev færre og færre. Men som tiden for arrangementets begyndelse nærmede sig, blev der lidt liv. Desværre var årsagen, at bandet (som skulle have været aflyst) ankom med instrumenter, forstærkere og det hele.

Desværre – men heldigt for orkestret – fik de lov at spille, og oplæseraftenen flyttede op i et lille lokale på førstesalen. Så der sad vi: tre oplæsere, to bartendere og en Schjelde. En hyggelig lille flok. Og der var hjemmebagte småkager og dæmpet belysning.

Den første oplæser er elev på forfatterskolen og hun læste sine egne tekster. Man kunne høre, at hun havde en klar plan med det, og meget af det var faktisk også rigtig godt skrevet. Hun læste det smukt. Den næste er ansat på cafeen, og var vist bare sprunget til pga. et afbud. Han læste et børnedigt fra Johannes Møllehaves hånd, og han var fantastisk hyggelig at lytte til. Til sidst kom jeg med oplæsningen af Villy Sørensens ‘Soldatens Juleaften’ fra Ufarlige historier. Om jeg gjorde det godt skal jeg ikke bedømme.

Jeg begræder den spildte mulighed for et stort publikum – og samtidig glædes jeg over den utroligt spøjse og intime oplevelse det blev i stedet.

 

Selvtægtssamfund

For tiden hører man så meget om, at vi er et velfærdssamfund. Nu med velfærdsministerium und alles. Men jeg synes det er langt mere interessant, at vi også er et selvtægtssamfund. Sådan ser det i hvert fald ud, når jeg stikker næsen ud under dynen.

Jeg vil begrunde min antagelse med to eksempler fra virkeligheden – det ene dog lidt mere virkeligt end det andet:

1. Urmager-sagen. En urmager bliver gentagne gange røvet, og ved flere lejligheder trues han med vold. Han belsutter at købe en pistol. Da han næste gang forsøges røvet, får han fat i sin pistol og affyrer nogle skud over den ene skulder – i blinde altså. Det lykkes ham retn faktisk at ramme røverne, og de må opgive forehavendet. Urmageren sigtes efterfølgende for bl. a. ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg.
   I dagene efter skyderiet breder der sig en stemning, der går på, at urmageren er offeret i sagen, og derfor ikke skal behandles som gerningsmand – man har jo lov at forsvare sig.
2. Nanna Birk Larsen-sagen (også kendt som Forbrydelsen). Efter i ugevis at have været fanget i en sump af dyb sorg, fortvivlelse og usikkerhed, finder Nannas far – Theis – ud af, at det er hans gode ven Vagn, der har myrdet Nanna. Vagn tager Theis med i midt i en skov, hvor han giver Theis et gevær. Vagn regner så med, at Theis vil skyde ham og det hele kan få en ende. Sådan ender det også.
   Dagen efter kan man på forsiden af flere formiddagsblade læse, at Bjarne Henriksen (skuespilleren, der spiller Theis) har udtalt, at han ville have gjort det samme i virkeligheden.

Jeg synes det er et par ubehagelige sager. Først og fremmest fordi død og ødelæggelse ikke er blandt det jeg skatter højest, men også fordi retsstaten ER blandt netop dét! Det billede, der tegner sig, er, at jo mere fyldt af klæbrig patos en sag bliver, des højere går folkestemningens selvtægsforherligende bølger. Det kan være naturligt nok, men mest af alt finder jeg det altså uhyggeligt.

Hvor går grænsen for, hvor stor en forbrydelse man kan straffe på egen hånd? Hvor hård må den pågældende straf være? Skal man have lov at forsvare sig selv? – For enhver pris? Betyder det en liberalisering af våbenloven? Og hvad gør vi i så fald den dag en urhandler kommer til at ramme en mor og hendes lille barn, der tilfældigvis går forbi hans forretning mens han er ved at forsvare sig mod et røveri?

Der er mange spørgsmål, men svaret må være klart: Lad ordensmagten forsvare og domstolene dømme. Mens de gør det, kan alle vi andre også meget nemmere skubbe bekymringerne fra os og i stedet overgive os til livets glæder..

 

Den faglige stolthed

Jeg var til møde i min nye partiforening i dag. Ja, jeg er nemlig blevet medlem af SFs lokalafdeling i Herlev, og alle vi nye medlemmer var budt hjem til formanden til glögg, æbleskiver, kaffe, æblekage, te, og kanelsnegle. Og det var lige som man forestiller sig. Samtlige mandlige tilstedeværende havde fuldskæg og briller, mens otte ud af ni kvindelige medlemmer arbejder enten som pædagoger, handicaphjælpere eller forstandere for kvinde-krisecentre.

 Nå, det skulle egentlig ikke handle så meget om mødet. Det skal handle om cykelturen hjem derfra..

Jeg slog følgeskab med en af pædagogerne, og hun brød tavsheden vedat spørge til mit studie. Jeg gav hende et standardsvar, noget i stil med:

Det handler overordnet set om kommunikation. Om at formidle et budskab til et givet publikum, på en måde så det bliver forstået. Men det er meget bredt.

Og med den meget løse (og vage) skitsering af retorikstudiet, krydsede jeg både fingre og tæer for, at hun ikke skulle spørge mere. Men dét var lige hvad hun gjorde. Med en stemme, der lød som om hun havde gennemskuet det hele, sagde hun:

Så det er mest form, og ikke så meget indhold?

Puha.. Dét var grunden til, at hun ikke skulle have spurgt mere. Hvor meget jeg end gerne ville undgå en længere udredning af hvad retorikkens væsen, var det umuligt. Min faglige stolthed tvang mig ud i en længere forklaring af hvorledes retorikken netop er et af de få fag, der rent faktisk vil give en normativ, etisk vurdering af sit materiale. På meget få minutter fik jeg talt både om Aristoteles og Burke. Hun blev til gengæld meget tavs..

Jeg gjorde næppe det bedste første indtryk ved på den måde at overdynge hende med retoriske mærkesager. Det er uheldigt. Men så kunne hun vel også bare lade være med at sige dumme ting??

 

Morsomheder

Af en eller anden grund har netop denne herrens dag budt på flere forskellige utilsigtede morsomheder. Her kommer de to bedste:
Schjelde:

Hvor er det bare træls, at det regner nu hvor jeg skal cykle hjem. Og jeg har ikke engang hætte på i dag. Jeg har godt nok mine vanter, men de hjælper ikke overhovedet.

Clara og Aslak fra Information:

C: Jeg interesserer mig for sang, og jeg synger da også selv.
A: Hvad synger du?
C: Jeg synger alt.

Man burde udgive en bog, ja man gjorde..

 

Post hoc ergo propter hoc – eller: Hvordan vi trættes med sludder

Ja, lige netop. Sludder. Overalt i aviser, radio, tv og på internettet. Og vrøvl! Som mange af 2,4-læserne måske ved, dækker det latinske ‘post hoc ergo propter hoc’ over det danske ‘efter dette, altså som følge af dette’ eller mere mundret -og en del længere: Fordi to (eller flere) begivenheder følger efter hinanden i tid, går man ud fra, at de første er årsag til de sidste.

 Vi hører ofte, at en undersøgelse af dette eller hint har ledt til ny, banebrydende viden inden for et eller andet felt. Senest har LO i deres nye hvidbog om ulighed konkluderet, at uddannelse forlænger levetiden (sådan refererer DRs text-tv det i hvert fald på s. 126). Og de skriver endda at “Næstformand Tine Aurvig-Huggenberger er selv overrasket over, hvor farligt det er ikke at tage en uddannelse.”

 Vi hørte nogenlunde det samme for et par dage siden, da det kom frem, at elever på gymnasielle uddannelser og studerende ved videregående uddannelser dømmes mildere end fx håndværkerlærlinge og ufaglærte unge.

Okay, det er da muligt, at ufaglærte jobs er mere sundhedsskadelige end anbdre jobs. Og det kan også godt være, at dommere og domsmænd landet over favoriserer de uddannelsesaktive unge i voldssager. Men der kan ligeså vel være en hel række andre grunde til, at det ser sådan ud! – Jeg vil helst ikke rode for meget i dét lige nu, men var der ikke noget med en eller anden social arv?

Men den slags er vel hvad der ker når man sætter samfundsvidenskabelige forskere til at lave kvantitative analyser af alverdens fænomener?! Når bare de ville gøre lidt mere end sammeholde to sæt data ville det måske se en del  bedre ud – og vi ville være fri for al den sludder..

 

Bevis: Der ER brug for retorikere..

Da jeg kom, hjem fra en lang udmattende dag på KUA i onsdags lå ugens udgave af HerlevBladet inden for døren. Og denne fantastiske rubrik fangede straks mit trætte blik:

 

Naturvidenskab vs. humaniora

Efter at have været en uges tid i Middelfart, hvor jeg har besøgt en veninde, er jeg igen begyndt at tænke på om humaniora er noget for mig. (Hun læser nemlig kemi og matematik).

Titlen på bloggen antyder jo, at jeg har en vis interesse for kemi. Og jeg var da også længe i tvivl om hvorvidt jeg skulle begynde at læse retorik eller kemi. Jeg valgte som bekendt retorik, og gisp hvor er der en kæmpe forskel. Ja, det undrer naturligvis ikke meget. Slet ikke. Men forskellen er bare indimellem så enormt stor, at jeg tvivler på, at jeg kan blive ved med at tænke som en naturvidenskabsmand hvis jeg samtidig vil forstå retorikken!

Jeg har et par citater som illuterer hvad jeg mener:

På et tidspunkt vil I opleve, at virkeligheden overhovedet ikke passer til teorien. Og så skal I vælge teorien, for virkeligheden er behæftet med fejl

- Min matematiklærers indledende ord den første dag i gymnasiet.

…

Nå, jeg kan altså ikke lige huske det andet citat. Det var min underviser, som ligeledes lagde stilen ved første dag på uni, at minde os om, at mennesket er udgangspunktet for alt. (Og selvom jeg ikke kan huske ordlyden, kan I sikkert snildt forestille jer hvad en garvet humanist mener om dén sag!)

Er der mon overhovedet håb for at jeg kan færdiggøre en kandidatgrad i det mest ærkehumanistiske studie, uden at miste evnen til at forstå verden omkring mig som matematiske funktioner og kemiske forbindelser?!?

 

Brieklap, tudbruske og brunlige kirtler

Hej. Jeg hedder Rasmus Lind, og jeg vil bare høre om du kan lege?!

Så er vi vist i gang. Hvis du vil vide mere om mig og bloggen, kan du kaste et blik på siden her (og hvis der ikke er noget nu, så prøv igen næste gang du læser med).

Nu skulle formalia vist være i orden. Og det er sikkert også på tide, at jeg uddyber overskriften lidt.. Egentlig kunne det nok kortes ned til, at jeg har overstået første skoledag. Efter ferien altså. Og sådan en skoledag ville selvfølgelig ikke være i orden uden den obligatoriske brieklap fra Mødestedet (og så bærer jeg for denne ene gangs skyld over med at brieskiverne var papirstynde, og rugbrødet det billigste fra Aldi)!

Det bedste ved dagen var nu ikke brien. Slet ikke. Den plads har den tyve minutter lange gennemgang af strubens anatomi, som vi blev præsenteret for lige fra morgenstunden. Man skulle tro, at plasticmodeller kunne give et fornuftigt billede af det hele, men sådan leger man ikke på KUA. Dér ser man i stedet en film med et dissekeret menneske med alt hvad der hører til af muskler, brusk, sener, fedt og snask. Og tudbruske og brunlige kirtler. Undervejs hørte vi nemlig den ledsagende stemme:

They’re recognizable by their brownish color.

Nu ved jeg ikke hvordan andre har det, men jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig nogensinde at have brug for at genkende en eller anden kirtel dybt nede i halsen på en eller anden. Men hvis det alligevel skulle ske, ved jeg så nu at den brun. En brunlig kirtel!

Det er vist alt for nu, men jeg vender stensikkert tilbage med beretninger fra virkeligheden, observationer fra gemmerne og frustrationer over dette og hint.. Tschüss