Ja, lige netop. Sludder. Overalt i aviser, radio, tv og på internettet. Og vrøvl! Som mange af 2,4-læserne måske ved, dækker det latinske ‘post hoc ergo propter hoc’ over det danske ‘efter dette, altså som følge af dette’ eller mere mundret -og en del længere: Fordi to (eller flere) begivenheder følger efter hinanden i tid, går man ud fra, at de første er årsag til de sidste.
Vi hører ofte, at en undersøgelse af dette eller hint har ledt til ny, banebrydende viden inden for et eller andet felt. Senest har LO i deres nye hvidbog om ulighed konkluderet, at uddannelse forlænger levetiden (sådan refererer DRs text-tv det i hvert fald på s. 126). Og de skriver endda at “Næstformand Tine Aurvig-Huggenberger er selv overrasket over, hvor farligt det er ikke at tage en uddannelse.”
Vi hørte nogenlunde det samme for et par dage siden, da det kom frem, at elever på gymnasielle uddannelser og studerende ved videregående uddannelser dømmes mildere end fx håndværkerlærlinge og ufaglærte unge.
Okay, det er da muligt, at ufaglærte jobs er mere sundhedsskadelige end anbdre jobs. Og det kan også godt være, at dommere og domsmænd landet over favoriserer de uddannelsesaktive unge i voldssager. Men der kan ligeså vel være en hel række andre grunde til, at det ser sådan ud! – Jeg vil helst ikke rode for meget i dét lige nu, men var der ikke noget med en eller anden social arv?
Men den slags er vel hvad der ker når man sætter samfundsvidenskabelige forskere til at lave kvantitative analyser af alverdens fænomener?! Når bare de ville gøre lidt mere end sammeholde to sæt data ville det måske se en del bedre ud – og vi ville være fri for al den sludder..