Kirks debutroman fylder 80 år i år. Det samme gør lingvist og filosof Noam Chomsky, og Che guevara ville såmænd også have været med i selskabet – så er der styr på historien.

Fiskerne er en trist bog. Den er trist fordi den er svær at fastholde koncentrationen til. Den er trist fordi den fremstiller nogle af de mest sørgelige mennesker, jeg har mødt. Men lad os nu begynde fra begyndelsen..

Nogle vesterhavsfiskere rykker teltpælene op og søger ind i landet, hvor de slår sig ned ved fjordbredden. De håber på bedre fangst, bedre vejr og lettere arbejde. Og det får de. De undgår naturligvis ikke – når tiderne alligevel bliver lidt trange – at romantisere tiden i den salte havluft og timerne på den brodne sø, og det skal de da have lov til.

Men sammen med fiskerne kommer en sort kristendom. Den manifesterer sig i den – efter eget udsagn – enfoldige Anton Knopper. Og i Jens Røns hustru Tea, der som et Guds barn nok skal se til at revse utugt og letleven hos andre, men som altid får kringlet den strenge teologi så hendes fromme rygte ikke for alvor kompromitteres.

Jeg nærmer mig en tilstand af fortvivlelse når jeg ser hvordan den Indre missionske kristendom, med Bibelen i hånden, fastholder unge mennesker i pladser hos urimelige gårdejere og afskyelige marskandisere. Og det hjælper desværre ikke at Kirk søger at trøste mig, idet han lader Teas datter Tabita bryde ud af den menneskefjendtlige selvopfattelse. Nej. De eneste muligheder hun har udsigt til – foruden det blå sejl ude på fjorden – er enten udstødelse fra familien eller et ulykkeligt liv med tvivlen – og Lykke Per – som eneste ledsagere.

Fiskerne er ikke en bog, der mildner mit syn på streng religiøsitet. Selv med min studiefælles sarkastiske kommentar: “Når du har læst Fiskerne har du – ligesom alle andre – selvfølgelig en god indsigt i Indre Mission anno 2008, og dermed et godt grundlag for at kritisere den.” i frisk erindring, har jeg svært ved at bevare optimismen.

Så derfor: Læs fiskerne hvis du har for megen tid, hvis du er ramt af overdreven tillid til menneskesindet og hvis du mangler noget, der kan frustrere dig. Hvis du er ligesom mig, skal du lade være. Og hvis det endelig skla handle om den strenge kristendoms indflydelse på sindet, anbefaler jeg førnævnte Lykke Per (Den tager ganske vist noget længere tid, men i det mindste er den værd at vente på).

Lasse Ellegaard og Henrik Jul Hansen har bedrevet et mesterværk. Ja altså, det er jo efterhånden nogle år siden, som titlen på indlægget – og også deres bog – afslører. De har samlet artikler fra hhv. Dagblaget Information og Det fri aktuelt, som de skrev i løbet af de tre uger i sommeren 1996 hvor Bjarne Riis kørte sig til sejr i verdens hårdeste cykelløb – og hvor man ikke alene sejrede, men sejrede samtidig med at han formåede at udvise løbet behørig respekt ved sin måde at køre det på.

Allerede her tænker du sikkert, min kære læser, at der ikke er megen respektfuldhed i doping og løgn. Og du tænker måske videre, at Bjarne Riis ikke engang er sportsmand, og at cykelsporten ikke længere har noget at byde på. Jeg er dybt uenig, men det vil jeg ikke bruge så megen tid på. Jeg vil i stedet udfolde min beundring af cykelsporten – med Ellegaard og Jul Hansen som min inspiration.

Deres artikelsamling fra 1996 er nemlig skrevet i en tid hvor man ikke tænkte meget på doping (hvilket især viser sig i den afsluttende artikel, som er et interview med Riis’ læge). I en tid hvor sporten beundredes for sin evne til at trække rytterne derud hvor deres lidelse bliver til ømhed, og hvor store hudafskrabninger og frådende munde bliver til øm æstetik. Og det er netop dét, de to skribenter formår at indfange i deres daglige artikler. I de artikler, som er skrevet med blod, sved, tårer – med penne, der bæver af ærefrygt. Penne, der endnu ikke er dyppet i dopingens bitre blækhus.

De skriver om de forskellige holds indbyrdes kamp om magten til at kontrollere løbet, om de enkelte rytteres kampe om magten til at kontrollere holdet, og mest af alt om løbets kamp for at knække alle der udfordrer det. De skriver om taktiske fadæser og psykologiske finesser. De skriver om hvordan hele verden forsøger at blive del af løbet. Og om hvordan denne kamp er umulig, idet løbet er en verden for sig selv.

Jeg kan ikke andet end anbefale bogen. Hvis du deler min nydelse af cykelløbets storslåede anatomi, vil den være et kærkomment blik tilbage til dengang hvor cykling handlede om cykling. Og hvis din begejstring er erstattet af skepsis og skuffelse, kan den måske i enkelte glimt vidne om, at cykling er meget andet – og meget mere – end misbrug og løgn.

Jeg vil begynde med at sige tak. Først og fremmest tak for at jeg – som de sidste mange år – kan være her på denne årets sidste aften. Men også tak for året 2007. Året der hastigt nærmer sig enden. 

Det har jo været et år med mange overraskende og skelsættende begivenheder. Inden for såvel som uden for landets grænser.

Jeg husker en grå vintermorgen i februar måned. Det var min første arbejdsdag i etaten – som rødfrakket postbud. — Aldrig har jeg set så meget sne på ét sted.

Og endnu tydeligere husker jeg en sommerdag i juli. Jeg var på vej til Tisvildeleje for at se friluftsteater. — Aldrig har jeg set så meget regn på så kort tid.

Men selvom det ikke var nogen udbredt fornøjelse at kæmpe mig gennem halve meter sne med den gule cykel i februar. Og selvom det var endnu værre at cykle gennem et skybrud i juli, tjente begge dele alligevel til noget godt.

De tjente til, at jeg fik øjnene op for de voldsomme forandringer vi står over for med vores klima. Og det var på høje tid, tør jeg nok sige, at mine øjne åbnedes.

Det er et af mine højeste ønsker for det nye år, at endnu flere vil forstå – og anerkende – truslen fra klimaforandringerne, så at vi endnu kan nå at forhindre polerne i at smelte, Australien i at fortæres af skovbrænde, Afrika i at sulte bort..  — og selvfølgelig også at forhindre Herlevs kolonihavehuse i at drukne.

Desværre for udsigterne til et sundere klima – og for mange andre ting også – har vi haft et valg. Et folketingsvalg, der desværre endte med en ny regeringsperiode for Dansk Folkeparti og deres to støttepartier. Bevares, de arbejder godt nok for både Bali-aftaler og klimakonferencer, men alligevel vil de hellere fyre med kul end sætte gang i vindmøllernes vinger. – Man fristes til at tænke, at det er mere form end indhold, mere overfalde end substans!

Men som jeg nævnte, er det ikke kun klimaet, der må lide under den borgerlige regering. På bedste liberale vis er deres terrorpakker og deslige godt i gang med at indskrænke den personlige frihed.

Langsomt trækkes magten bort fra folket. Den ender på embedsmændenes skriveborde – eller værre endnu, frygter jeg, i deres arkivskabe!

Dér har du, Steen, svaret på den demokratiske udvikling under den nyligt genvalgte regering.

Men selvom vort lands politiske udvikling har meget ladt tilbage at ønske, vil jeg minde om, at vi først og fremmest må finde smilene frem. Og på den måde gøre verden til et dejligere sted – for vor egen og alle andres skyld.

Med den formaning vil jeg slutte samme sted som jeg begyndte. Med at takke for en hyggelig aften og for året der nu er til ende. Og samtidig vil jeg også ønske jer alle alt godt i det år, der venter lige om hjørnet.

GODT NYTÅR!

Jeg er lige kommet hjem efter en meget underlig aften på Café Retro. Grunden til at jeg tog derind tidligere var, at jeg – ad omveje – var blevet en af aftenens attraktioner. Jeg skulle bidrage til oplæser/fortæller-aftenen med en oplæsning. Og da jeg er sådan en, som trives fint i rampelys og blitz, så jeg frem til en aften med gode oplæsere, og mit eget moment med bogen i hånden foran en fyldt café.

Sådan gik det ikke. Da jeg ankom sammen med Schjelde, var der forsvindende få gæster. Og der blev færre og færre. Men som tiden for arrangementets begyndelse nærmede sig, blev der lidt liv. Desværre var årsagen, at bandet (som skulle have været aflyst) ankom med instrumenter, forstærkere og det hele.

Desværre – men heldigt for orkestret – fik de lov at spille, og oplæseraftenen flyttede op i et lille lokale på førstesalen. Så der sad vi: tre oplæsere, to bartendere og en Schjelde. En hyggelig lille flok. Og der var hjemmebagte småkager og dæmpet belysning.

Den første oplæser er elev på forfatterskolen og hun læste sine egne tekster. Man kunne høre, at hun havde en klar plan med det, og meget af det var faktisk også rigtig godt skrevet. Hun læste det smukt. Den næste er ansat på cafeen, og var vist bare sprunget til pga. et afbud. Han læste et børnedigt fra Johannes Møllehaves hånd, og han var fantastisk hyggelig at lytte til. Til sidst kom jeg med oplæsningen af Villy Sørensens ‘Soldatens Juleaften’ fra Ufarlige historier. Om jeg gjorde det godt skal jeg ikke bedømme.

Jeg begræder den spildte mulighed for et stort publikum – og samtidig glædes jeg over den utroligt spøjse og intime oplevelse det blev i stedet.

Det er ikke kun espressomaskinefabrikanter, der kan lave skrækkelige oversættelser – WordPress vil også være med.

Een ting er den fuldstændigt fraværende konsekvens i oversættelserne. Jeg kan nok leve med, at man kan vælge mellem statistik for ‘Days’, ‘Uger’ eller ‘Måneder’, og jeg overlever endda også nok, at oversætteren m/k/maskine ikke har styr på antallet af f’er i ‘traf(f)ik’ og reglerne for substantivers endelser i pluralis.

 MEN jeg har det meget svært med, at ‘Search Engine Terms’ er blevet til ‘Søgemaskine-vilkår’. Nogle vil måske indvende, at det da er meget sjovt. Og det er det måske også. Men det er bare så ærgerligt, at letforståeligt engelsk skal erstattes af ekstremt dårligt dansk. Hvis den gode teknikerstab på WordPress ikke har tænkt sig at gøre det ordentligt, burde de hellere lade være. Evt. kunne de ansætte en af os arbejdsløse humanister som oversættere..

Og hvad siger I forresten – var det ikke meget nemmere at finde rundt inden dashboardet blev til instrumentbrættet? 

For tiden hører man så meget om, at vi er et velfærdssamfund. Nu med velfærdsministerium und alles. Men jeg synes det er langt mere interessant, at vi også er et selvtægtssamfund. Sådan ser det i hvert fald ud, når jeg stikker næsen ud under dynen.

Jeg vil begrunde min antagelse med to eksempler fra virkeligheden – det ene dog lidt mere virkeligt end det andet:

  1. Urmager-sagen. En urmager bliver gentagne gange røvet, og ved flere lejligheder trues han med vold. Han belsutter at købe en pistol. Da han næste gang forsøges røvet, får han fat i sin pistol og affyrer nogle skud over den ene skulder – i blinde altså. Det lykkes ham retn faktisk at ramme røverne, og de må opgive forehavendet. Urmageren sigtes efterfølgende for bl. a. ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg.
    I dagene efter skyderiet breder der sig en stemning, der går på, at urmageren er offeret i sagen, og derfor ikke skal behandles som gerningsmand – man har jo lov at forsvare sig.
  2. Nanna Birk Larsen-sagen (også kendt som Forbrydelsen). Efter i ugevis at have været fanget i en sump af dyb sorg, fortvivlelse og usikkerhed, finder Nannas far – Theis – ud af, at det er hans gode ven Vagn, der har myrdet Nanna. Vagn tager Theis med i midt i en skov, hvor han giver Theis et gevær. Vagn regner så med, at Theis vil skyde ham og det hele kan få en ende. Sådan ender det også.
    Dagen efter kan man på forsiden af flere formiddagsblade læse, at Bjarne Henriksen (skuespilleren, der spiller Theis) har udtalt, at han ville have gjort det samme i virkeligheden.

Jeg synes det er et par ubehagelige sager. Først og fremmest fordi død og ødelæggelse ikke er blandt det jeg skatter højest, men også fordi retsstaten ER blandt netop dét! Det billede, der tegner sig, er, at jo mere fyldt af klæbrig patos en sag bliver, des højere går folkestemningens selvtægsforherligende bølger. Det kan være naturligt nok, men mest af alt finder jeg det altså uhyggeligt.

Hvor går grænsen for, hvor stor en forbrydelse man kan straffe på egen hånd? Hvor hård må den pågældende straf være? Skal man have lov at forsvare sig selv? – For enhver pris? Betyder det en liberalisering af våbenloven? Og hvad gør vi i så fald den dag en urhandler kommer til at ramme en mor og hendes lille barn, der tilfældigvis går forbi hans forretning mens han er ved at forsvare sig mod et røveri?

Der er mange spørgsmål, men svaret må være klart: Lad ordensmagten forsvare og domstolene dømme. Mens de gør det, kan alle vi andre også meget nemmere skubbe bekymringerne fra os og i stedet overgive os til livets glæder..

Jeg var til møde i min nye partiforening i dag. Ja, jeg er nemlig blevet medlem af SFs lokalafdeling i Herlev, og alle vi nye medlemmer var budt hjem til formanden til glögg, æbleskiver, kaffe, æblekage, te, og kanelsnegle. Og det var lige som man forestiller sig. Samtlige mandlige tilstedeværende havde fuldskæg og briller, mens otte ud af ni kvindelige medlemmer arbejder enten som pædagoger, handicaphjælpere eller forstandere for kvinde-krisecentre.

 Nå, det skulle egentlig ikke handle så meget om mødet. Det skal handle om cykelturen hjem derfra..

Jeg slog følgeskab med en af pædagogerne, og hun brød tavsheden vedat spørge til mit studie. Jeg gav hende et standardsvar, noget i stil med:

Det handler overordnet set om kommunikation. Om at formidle et budskab til et givet publikum, på en måde så det bliver forstået. Men det er meget bredt.

Og med den meget løse (og vage) skitsering af retorikstudiet, krydsede jeg både fingre og tæer for, at hun ikke skulle spørge mere. Men dét var lige hvad hun gjorde. Med en stemme, der lød som om hun havde gennemskuet det hele, sagde hun:

Så det er mest form, og ikke så meget indhold?

Puha.. Dét var grunden til, at hun ikke skulle have spurgt mere. Hvor meget jeg end gerne ville undgå en længere udredning af hvad retorikkens væsen, var det umuligt. Min faglige stolthed tvang mig ud i en længere forklaring af hvorledes retorikken netop er et af de få fag, der rent faktisk vil give en normativ, etisk vurdering af sit materiale. På meget få minutter fik jeg talt både om Aristoteles og Burke. Hun blev til gengæld meget tavs..

Jeg gjorde næppe det bedste første indtryk ved på den måde at overdynge hende med retoriske mærkesager. Det er uheldigt. Men så kunne hun vel også bare lade være med at sige dumme ting??